Nyd det fuldt ud

[Deleted]

Tilegnet: Gabriel Campbell

   Det var først på eftermiddagen, og blomsternes duft hang tungt i luften. Solen stod midt på himmelen og brændte ufortrødent ned på Hogwarts, så alt og alle blev døsige. Mange elever var blevet fristet til at blive inde på slottet i de kølige korridorer, men enkelte var også i stand til at nyde det gode sommervejr. Ella, der endnu ikke var på sit UGL-år, var én af dem - hun havde endnu ikke så mange lektier, at al hendes fritid var blevet beslaglagt - og heldigvis for det. Derfor havde hun tid til at sætte pris på varmen, som hun altid længtes meget efter, når den ikke var der. På bare fødder traskede hun ned mod søen. Hun havde et ganske særligt formål med at gå derned. Selv kun iført den kortærmede skjorte og den grå nederdel, som hørte til skoleuniformen, havde Ella det som om hun kogte. Hendes kinder blussede på grund af varmen, og hun var ikke nået mange skridt uden for slottet, før hun fandt en elastik frem fra lommen og snurrede sig hår op i en skødesløs knold, så hun kunne få luft til nakken.
   Ella holdt tilbage for en humlebi, der summede dovent over stien, før hun fortsatte med energiske skridt. Snart kunne hun se søens blanke overflade spejle sig i solens stråler, og et smil bredte sig på Ellas ansigt. Hvor hendes udseende ellers var ganske ordinært, så havde hun et sødt smil, der helt kunne forvandle hendes ansigt. Hun pustede en løs lok væk fra ansigtet, som hendes lysebrune øjne afsøgte området. Der var nogle enkelte elever nede ved vandkanten, som pjaskede i vandet og svømmede formålsløst rundt.
   Det var også Ellas hensigt. Gruppen af elever - der alle så ud til at være ældre end hende - tiltalede hende dog ikke, så derfor fortsatte hun et lille stykke langs søens kant, før hun kom til et fredeligt sted, hvor der ikke var andre. Hun havde spurgt sine veninder, om de ville med, men de havde rynket på næsen over hendes forslag, så Ella var gået selv.
   Hendes øjne glimtede forventningsfuld, som hun trak skjorten op over hovedet og afslørede en helt enkel og sort badedragt med en eneste gul stribe tværs over brystet. Alene det at se Ella i badedragt var udsædvanligt. Hun var ganske blufærdig af sig, og holdt sig derfor normalt til en tøjstil, hvor hun var tækkeligt tildækket - men det var selvfølgelig også derfor, hun havde anskaffet sig en badedragt i stedet for én af de dér fikse, små bikinier.
   Nederdelen faldt også til jorden, og Ella lagde tøjet pænt sammen, før hun gik ud i vandet. Hun gøs, da det kolde vand omfavnede hendes fødder, men fortsatte ufortrødent, som det blev dybere og dybere. Snart kunne hun ligge sig tilbage på ryggen, lade det kølige vand svale sig, og bare flyde rundt.

[Deleted]

   Næsten skyfri himmel og en varme der spredte sig, det var noget som kunne gøre næsten alle glade, medmindre man var til de lidt koldere ting, hvilket man ikke helt kunne sige Gabriel var. En varme skulle der være, for at gøre denne knægt glad og han ville indrømme, han var en der med glæde ville put med folk, for at få varme. Han var ligeglad med hvem, varme var varme og det måtte han indrømme, det var noget han elskede. At Michael som altid gik rundt med sit ur på, fra hans stedfars tur til New York, var ikke noget usædvanligt, men at han kun gik i en t-shirt og badebukser, var derimod usædvanlig, da han normalt også på sådan en dag her, ville gå rundt i tykke bukser eller noget der mindede om tykke bukser. Gabriels blik, rettede sig roligt op mod den blå himmel, tankerne om hvor skøn en dag det var, kunne han høre i sit eget hoved og fugle kvidren var der også, men dog ikke så højt. Det var sikkert bare en musvit der havde ment, det var tid til at synge, det lød meget alla sådan. 

     Dagens fodbeklædning for Gabriel var tøfler, han havde allerede lavet alle sine lektier på denne dag, han var temmelig hurtig til det, det var også derfor han var endt på Ravenclaw i sin tid. Han havde et stort tæppe med ud, som han kunne lægge sig på sammen med en, hvis han fik selskab, hvilket han normalt altid fik ved Ravenclaw bordet, hvilket også var derfor han ikke havde spurgt de andre fra sit kollegie, for han vidste pigerne ville være ops på det, og han foretrak også gerne at have chancen for at møde en sød pige eller dreng. Alt efter hvad han mødte, at Gabriel var biseksuel, var der ikke så mange der vidste, men nu gik han jo heller ikke ligefrem rundt og råbte om det, for nogle ville tage det ilde op, og han gad ikke alt det lort der kunne komme med det.  

   Tæppet blev pænt lagt ud, så det lå i solen, så Gabriel bare kunne gå op og sole sig, at tæppet blev lidt vådt, gjorde ikke noget, og det kunne være hygge. Han smed T-shirten, så hans spinkle men alligevel lidt muskulature krop kom til syne. Ikke at han trænede eller noget, men det var bare sådan han var opbygget dengang han var født, og han tænkte ikke rigtigt over det, men han nød at have den på den ene eller anden måde, han var ikke så svag som han kunne se ud, han kunne da løfte sin egen vægt, hvilket jo burde være nok for de fleste. Tanken om dengang han havde gået til svømning fik ham til at smile, det havde været hygge, men han havde ikke svømmet siden han var ni, så nu var det endelig blevet tid til at hoppe i bølgen blå. Han tog tilløb, og da hans fødder ramte det kolde vand, lod han følelsen at kulde blive ignoreret, han hoppede i så hans hoved kom under og lod sig selv ryge op ved siden af en pige med en badedragt på. ”Du må undskylde hvis jeg ramte dig med vandet, og hey.” Dette var disse ord han lod komme over sine læber, med en rolig klang. 

[Deleted]

   Ellas tanker var fredfyldte, som hun flød rundt dér på søen. Hun havde lukket øjnene i, da solen ellers ville blænde hende og forårsage smerter i hendes øjne. Hun sukkede dybt af velvære - vandet kølede hendes ryg og ben, og solen varmede hendes ansigt og mave; en kombination, der gjorde, at hun hverken havde det for varmt eller for koldt, men lige tilpas. Hun havde ikke set den komme. Ella lagde ikke mærke til det mindste, før det plaskede i vandet nær ved hende og sprøjtet derfra overøste hende. Hun slog forskrækket øjnene op og vendte sig i vandet, så hun kom til at træde i vande i stedet for at flyde. Vandet var netop så dybt, at hun ikke længere kunne nå bunden.
   Ella klemte øjnene sammen og så rundt. Der var jo ingen at se. Ingen, der kunne have forårsaget plasket. Modsat mange andre, så var Ella ikke bange for kæmpeblæksprutten. Hun havde badet i søen siden første årgang, og den havde aldrig gjort anstalter til noget som helst. Så hvor andre hvinede i sky, hvis de troede, de så det store bløddyr, forholdt Ella sig ganske rolig. Hun var dog ikke klar på det, da der kom en person op fra vandet lige foran hende. Hun udstødte et forskrækket 'Åh!' og slugte i samme omgang en mundfuld søvand, så hun måtte hoste og rømme sig, før hun kunne sige noget.
   "Nej, det... Det gør ikke noget." fik hun fremstammet, mens hun stirrede på ham med store øjne. Forskrækkelsen sad stadig i hende. Hvad lignede det også at komme farende på den måde? Man burde da i det mindste undersøge, om der kunne være andre i vandet, før man bare begav sig ud i det på den måde! Ella rakte hånden op for at pille elastikken ud af sit hår, siden det nu alligevel var blevet helt vådt. Hun stirrede stadig på drengen.
   "Du, øh, du hedder Gabriel, ikke?" forhørte hun sig med noget, der mindede om høflig interesse, mens hun stadig trådte i vande på stedet. Det gik op for hende, at hun stirrede på ham, så hun så øjeblikkeligt væk samtidig med, at rødmen skød op i hendes kinder. Ella kendte ham kun ved navn og udseende. De var på forskellige årgange og kollegier, så de havde naturligt nok ikke rigtigt noget med hinanden at gøre til daglig. Hun rømmede sig let og lod sine fingre løbe kort igennem det lange, mørke hår, der nu var blevet løst og faldt ned ad hendes skuldre og bredte sig i vandet som en vifte. Hun rettede på sin badedragt, som om hun var nervøs for, at den ikke helt dækkede det, den skulle. Hvor hun før havde stirret på ham, nægtede hun nu nærmest at se på ham. Ella var ikke særlig velbevandret udi interaktionen med andre mennesker. Det forekom hende meget svært at finde en god mellemvej imellem slet ikke at kigge, og at stirre.
   Så kastede hun et flygtigt blik på ham, og smilede sit nervøse smil.

[Deleted]

Gabriel kiggede på hende, han havde åbenbart forskrækket hende mere end han troede var muligt, for da hun prøvede at sige noget, begyndte hun at hoste, han skulle til at rette på sig, men valgte kun at gøre det, hvis det blev for slemt. Han nød at ligge med vandet der bar ham, det virkede afslappende at kunne føle sig fri og ikke skulle have noget at tænke på. Han kiggede på hende, som hun lod ord komme over hendes læber, og han kiggede på hende imens.
”Okay, og undskyld for at forskrække dig, er du okay?” Gabriel kiggede på hende, han sendte hende kort et blidt smil og rettede hovedet op, så han kunne få i ansigtet, han var allerede i forvejen lidt solbrun, men det var mest på armene af kun at gå i t-shirts og lange bukser, så hans ben var måske lidt mere lyse i det, men det burde være noget man kunne overleve. Ikke at det var noget negativt, men han var på den ene eller anden måde fra en rig familie, og var lidt ligeglad med det, eller, tja. Han var egentlig lidt ligeglad med at hans stedfar tjente godt, han manglede vel ikke andet end nogen, der kunne give ham et lidt mere normalt forhold til andre.
Da hun spurgte om han hed Gabriel, nikkede han kort og kiggede på hende og åbnede øjnene igen. ”Jo, Gabriel James Gray, den eneste ene med det navn her vil jeg mene.” Gabriel kiggede på hende, han kiggede på hendes kinder der rødmede og smilede til hende. Han rettede på sig, så han trådte vande og kiggede på hende, under vandet tog han kort fat på hendes hånd i en nussen, det var ikke meningen at gøre hende nervøs, men hun virkede nu flinkt nok. ”Og du er? Du må undskylde at jeg ikke ved hvad du hedder, jeg har ikke så meget styr på folks navne.” Han sendte hende et blidt smil, hendes hår virkede nu meget pænt, selvom det var vådt. Han kiggede på hende, som hun rettede på badedragten, han sagde ikke noget, for det kunne jo være hun følte at den sad forkert. ”Det kunne være, man kunne tilbyde dig at komme op og ligge lidt i solen?” Michael smilede, han kunne ligeså godt prøve at fjerne den nervøsitet, han kunne fornemme fra hendes side af, eller, var det bare ham?

[Deleted]

   Ella kiggede på Gabriel, og nøjedes med bare at nikke, da han spurgte, om hun var okay. Hun havde vidst ikke rigtigt talt med ham før. Men det, hun havde hørt om ham, havde for det meste været godt. Og indtil videre levede han da sådan nogenlunde op til det. Det var altid noget, at han undskyldte. Selvom det forekom Ella som en naturlig ting, så var der rigtig mange, der ikke kunne standse op og sige undskyld. Hvis man stødte ind i hinanden på gangen eller kom til at skubbe hinandens ting på gulvet i timerne eller lignende. Det var ikke alle, der sagde undskyld.
   Ella var heller ikke ligefrem solbrun. Fra naturens side var hun ikke ligbleg, men heller ikke brun. Gennemsnits-briten. Og sol var jo på mange måder skadeligt, vidste hun, og derfor opsøgte hun det ikke på dén måde. Så benyttede hun sig i hvert fald af solcreme, hvis det skulle være. Det var egentlig sjovt, for der var mange ting ved Ellas udseende, som kunne blive bedre - det mente hun i hvert fald selv. Men selvom hun kunne fikse det i et snuptag, hvis hun ønskede, så gjorde hun det ikke. Hun havde ikke lyst til at være falsk. Det var kun håret, der engang imellem undergik hendes evner.
   "Mit navn er Ella. Ella Fairchild. Eller, øh, Ella Maureen Fairchild, faktisk." introducerede hun lidt famlende sig selv. Han havde jo næppe hørt om hende. Hun var ikke den dygtigste i skolen, selvom hun da lå ganske højt i forvandling og forsvar mod mørkets kræfter. I al hemmelighed glædede hun sig til, at de skulle til at studere metamorphose og den magi, der er forbundet med det. Der måtte hun da om nogen kunne skrive flere sider.
   Ella rynkede kort brynene, da han tog hendes hånd under vandet, men reagerede ikke yderligere på det, selvom hun stille trak sin hånd til sig igen. Hun var ikke så forvænt med berøring. Det var kun noget, man gjorde, hvis der lå dybe følelser bag i form af venskab, familie eller kærlighed. Ingen af delene var endnu til stede her, så Ella var ikke tryg ved det. Han tilbød hende at ligge i solen, og hun kastede et blik ind på bredden. Hendes øjne faldt på det tæppe, han havde bredt ud. Det var et stort tæppe. De behøvede ikke ligefrem ligge oven i hinanden for at være der begge to - og det var, hvad Ella havde frygtet. Så nu nikkede hun igen.
   "Det kunne være dejligt." tilkendegav hun kort, før hun begyndte at tage svømmetag ind imod bredden.

[Deleted]

Gabriel kiggede på hende med rolige og varme øjne. Hans brune øjne var altid nogle, der måske gjorde hans ansigt mere charmerende eller hvad man kunne kalde det. Ikke at han havde noget i mod det, men heller ikke sådan så han mente det var for lidt. Hvis man spurgte Gabriel hvad han mente om sig selv, ville han trække på skulderen og sige, at han ikke havde noget i mod sig selv. Han foretrak at være den han var, hvilket han så heldigvis også var, uden at kunne lægge klager. Gabriel kiggede på hende, og hans smil der hang over hans læber var på en eller anden måde også charmerende, alt i alt, ville han kunne betegnes som en charmerende fyr. Hvordan han var så charmerende, kunne han ikke sige, for han ville ikke mene han havde det fra sin mors side, men det kunne være at han havde det fra sin rigtige far? Hvis man nogensinde spurgte Gabriel til hans rigtige far, ville han ikke svare, han ville simpelthen ignorer at det blev spurgt.
Gabriel kiggede på pigen, det var som om der var noget anderledes ved hende, men han kunne ikke sætte en finger på hvad og han var faktisk også lidt lige glad. Så længe man opførte sig pænt for Gabriel, ville man kende en blød og frisk fyr, der ikke ville sige nej til at sidde og hygge sig med vennerne, medmindre han havde lektier for, så ville han sidde og lave dem, men han var alligevel hurtig til det. Gabriel prøvede at finde ud af, om hun var genert, eller om hun var nervøs, for hvis hun var en af delene, måtte hun vel bare vente at se, hvad der skete."
"Hyggeligt at møde dig, Ella. Jeg kan regne ud du ikke er femte årgang, for så ville je have hørt om dig." Gabriel smilede til hende, og lod hans øjne prøve at danne øjenkontakt, for at han kunne se hende i øjnene når de snakkede, noget han ville mene var høfligt, for sådan havde hans mor altid været efter han. Han kiggede på hende, og holdte øje med hendes hår, det var rimelig pænt ville han mene efter sig selv... Hun virkede på samme tid sød, men det var vel Gabriel der igen så det gode i folk, eller var hun virkelig så god, som han troede hun måtte være?
Gabriel kiggede på hende, han kunne mærke hun trak sin hånd til sig under vandet, men han fortsatte med at være høfligt, det kunne jo være, hun ikke var en der brød sig om at blive nusset. Han fulgte hendes blik som hun kiggede ind mod bredden og smilede så til hende.
Han hørte hendes ord og smilede, han lod hende svømme af sted mod bredden og svømmede op ved siden af hende og gik videre op på bredden, hans hår var vådt og pjusket af at have været i vandet, noget nogle vel vil mene var morsomt. Han lagde sig på tæppet på ryggen og nød solen.

[Deleted]

   Faktisk, kom Ella til at tænke på, var man næsten altid sikker på, at det var en Hufflepuff-elev, man var stødt ind i, hvis personen undskyldte sig. Det var også de eneste, man egentlig kunne forvente en undskyldning fra.
   "Femte årgang?" Ella rystede på hovedet. "Nej, jeg er kun på 4.årgang. På Hufflepuff." tilføjede hun, idet hun forventede, at han næst ville spørge til hendes kollegium. Det var vidst standarden, kutymen, at man gjorde det. Som om man skulle kende til hinandens kollegium for at kunne beslutte sig for, om personen var én, man ville snakke med. Det var faktisk en interessant tanke. Ella besluttede sig på stedet for, at næste gang hun mødte en fremmed elev, så ville hun ikke fortælle, at hun var fra Hufflepuff. På en eller anden måde gjorde det hende bare mindre attraktiv, når folk hørte, det var dér, hun gik. Hufflepuff var ikke just et populært kollegium at være på.
   Gabriel fangede hendes øjne. Han havde brune øjne, bemærkede hun med det samme, ligesom hende selv, men måske alligevel lidt mørkere. Hun gengældte øjenkontakten, indtil hun rødmede lidt, og slog så blikket ned. "Det er.. Jah, det er også hyggeligt at møde dig." tilføjede hun lidt efter, mest fordi hun følte, at hun skulle sige det, nu hvor han også havde sagt det. Og det var ikke fordi, hun ikke syntes det var hyggeligt, bestemt ikke. Men Ella var en pige af få ord. Det, der ikke var nødvendigt at sige, det blev ikke sagt. Sådan var det. Medmindre hun kunne risikere at såre nogen eller lignende, hvis hun holdt sin mund.
   Ella blev overhalt af Gabriel på vej ind mod bredden. Selvom hun godt kunne lide at svømme, og tit befandt sig i vandet, så var hun ingen god svømmer. Hun kunne sagtens finde ud af det, men det gik bare ret langsomt. Det gjorde hende ikke noget at blive overhalet. På den måde kunne hun få tid til at betragte ham, uden at han så på hende. Og få lov til at gå op af vandet, uden at han så på hende. Det var faktisk allerbedst, hvis hun kunne få lov til at gøre alt, uden at han så på hende. Men det var selvfølgelig ikke muligt, det vidste hun, og det ville nok også på en måde blive ensomt i længden, men det ændrede ikke ved, at hun følte sig stor og klodset, når folk så på hende.
   Hendes mørke hår, der normalt var præget af store og bløde krøller, hang fladt ned ad hendes ryg, da hun gik op af vandet, naturligvis fordi vægten fra vandet trak krøllerne ud. Ella var 14 år, men hun havde stadig statur som en lille pige. Der var begyndt at dukke former op hist og her, men hun var på mange områder bagud i forhold til sine veninder.
   På vej op til tæppet trak Ella vejret dybt. Hun sagde til sig selv, at hun skulle slappe af. Tage sig lidt sammen. Det skulle da være muligt. Hvorfor skulle det være anderledes end at tilbringe tid sammen med dem, hun kendte? På en eller anden måde måtte hun jo lære nye mennesker at kende. Gabriel havde lagt sig på ryggen, men Ella lagde sig forsigtigt ned på maven - i god afstand fra Gabriel, så de ikke risikerede at røre ved hinanden, medmindre det var med vilje. Hun rømmede lidt let.
   "Der går nok ikke lang tid, før jeg skal ned i vandet igen. Det bliver hurtigt varmt." Det var det dejlige ved at ligge ved søen. Man kunne bare gå ned til vandet og dyppe sig, og på den måde blive afkølet - det tog ikke mange sekunder, og så kunne man vende tilbage til solen.

[Deleted]

    Gabriel kiggede på hende, hun var rimelig interessant at kigge på, hvorfor kunne han ikke forklare sig, men det var alle nye mennesker han mødte. Hvilket også var derfor han for det meste tog en tom koupé i toget, så havde folk nemlig en grund til at komme hen til ham og snakke, i stedet for at han skulle komme til dem.
    Da hun sagde hun ikke gik på femte årgang, men på fjerde årgang og sagde hun kom fra Hufflepuff, trak Gabriel ikke så meget som på øjenbrynet, ud fra hendes badedragt havde han også gættet på det, med den gule stribe. "Du behøver ikke nævne kollegie over for mig, det er jeg lidt ligeglad med. Desuden, din badedragt siger fint at du er fra Hufflepuff." Gabriel smilede et lettere smil til hende, men stadigvæk et smil der holdte sig på hans charme. Hvilket kollegie man var fra, gjorde ikke den største forskel for Gabriel, han var ligeglad med kollegiet, så længe man opførte sig pænt over for ham, opførte han sig pænt over for en. Var man svinsk over for ham, ville han gøre en persons liv til et helvede, heldigvis var der aldrig nogen der var svinsk over for ham, så intet dårligt ville ske.
    Gabriel kiggede på hende, hendes øjne var lysere end hendes egne, men de var stadig til at blive fanget i. Han holdte øje med hende og sendte hende et af sine smil. Det var ikke ligefrem noget ordinært, at han sendte folk charmerende smil, men der var aldrig nogen der vidste hvorfor han gjorde det, men der var heller aldrig nogen der vidste hvordan han virkelig tænkte. "Det lyder til du er lidt nervøs." Gabriel smilede til hende, han var god til at fornemme når folk var nervøse, for han var van til at folk de var det. Om det var hans udseende eller charme var han ligeglad med, men han foretrak mennesker der så ham som et menneske, frem for noget andet. Hvilket mange de gjorde efter noget tid, så det galt bare om for ham at have noget tålmodighed. Og tålmodighed havde han massere af, for han var van til at skulle vente på at få ting, eller på at de skulle af sted når de var hjemme i mugglernes verden.
    Gabriel ville have fulgt hende med blikket, hvis han havde lagt sig på enten sidden eller maven. Han kunne sagtens sådan som han lå nu, men han foretrak at ligge ned og kigge mod den side hun ville lægge sig i. Han lukkede sine øjne, og nød at kunne mærke solen der var mod hans ryg. Solen varmede ham på en eller anden mærkelig måde mere end han normalt tænkte over, men det kunne være fordi han allerede i forvejen var rimelig meget udenfor. Han var ikke vejleder eller noget, men han var pretty much udenfor, alt den tid han kunne. For at være udenfor virkede befriende, og der kunne han lave slippe sine tanker fri. Hvordan han skulle kunne udtrykke sig anderledes vidste han ikke, men at være udenfor var bare befriende. At kunne gå og lade tankerne være frie, det var noget han elskede. Lige meget hvor mange der arbejde for hans mors kæreste, så følte han sig altid alene, når han var derhjemme, for han havde ingen venner. Hans mor og hendes kæreste, havde givet ham lov til at udøve magi, men han gjorde det alligevel ikke, han var mere i bøgerne end noget andet, medmindre de valgte at de skulle på ferie, for at styrke fællesskabet. Om det virkede eller ej, vidste Gabriel ikke, han havde engang været på ferie i spanien, det var sommerferien til hans anden årgang, han havde mødt mange flinke folk der, og han havde allerede været charmerende dengang. Hans charme havde han dengang brugt, men det gav ikke mening for ham mere at bruge den.
    Gabriel kunne høre da hun kom op af vandet, han lå ikke så langt fra bredden, men han kunne høre når folk kom op eller hoppede i, så han lå og tænkte over om der skete noget, siden hun var lidt langsom til det.
    "Det er helt okay du. Men er der noget galt? Du virker nervøs." Gabriel sendte et smil, der viste hun ikke skulle være nervøs, han åbnede øjnene og kiggede på hende. Hans nuværende smil havde også lidt charme, men ikken oget der var så slemt som den normale. Han kiggede på hende, hun virkede pæn. Gabriel var ikke en der gik efter former, men gik efter, hvordan man klikkede.

[Deleted]

   "Åh, ja, det havde jeg lige glemt." Ella kastede et blik ned ad sig selv. Selvfølgelig kunne han se det på badedragten, hvad havde hun tænkt? Det var naturligvis ikke alle, der lagde mærke til, hvad for noget tøj, man havde på. Det var nok det, hun havde tænkt - man kunne ikke forvente, de lagde mærke til det. Ikke så længe, man stod overfor en dreng, i hvert fald. Det var vidst langt fra alle, som overhovedet gik op i, hvordan de så ud. Men det gjorde Gabriel måske? Ella kendte ikke så mange drenge, så hun havde svært ved at regne dem ud, når hun først stod overfor dem.
   Men ham her virkede da meget sød, indrømmede hun overfor sig selv. Hun havde ikke altid været heldig med sine bekendtskaber, men måske det var tilfældet her. Det ville sådan set ikke gøre noget. Ella ville gerne have flere venner og bekendte - hun var bare rigtig dårlig til at skabe dem. Ikke overraskende, så lagde hun heller ikke rigtigt mærke til Gabriels charmerende smil. Hun så hans smil - og han så da meget pæn ud, når han smilte - men hun blev ikke charmeret på samme måde, som mange andre piger måske nok ville blive. Det var ikke fordi, Ella bare var iskold og kynisk, slet ikke. Det hang nok mere sammen med, at hun ikke i sin vildeste fantasi kunne forestille sig, at nogen dreng kunne komme til at lide hende på dén måde, så derfor håbede hun slet heller ikke på det, og kunne derfor gå ganske upåvirket hen. Sådan var det med de fleste i hvert fald. Der var ikke rigtigt nogen, som havde held til at fange hendes interesse, selvom der da var mange fine drenge på skolen.
   "Nervøs?" Ella lagde sine arme op under hovedet og drejede det, så hun kunne se over på Gabriel, mens de lå på tæppet. "Nej, ikke så meget." Hun vendte ansigtet lidt væk igen, for ikke at skulle udholde øjenkontakten alt for længe. "Jeg er vidst bare genert." indrømmede hun mumlende og rømmede sig kort. Hvorfor, hun havde så svært ved at se folk i øjnene, det var svært at sige. I virkeligheden sad hun nok med en følelse, at de kunne se alt, hvad hun følte, hvis de så hende i øjnene - helt ind i hendes inderste væsen. Og den tanke var nok til at få hende til at undgå at se folk i øjnene. Hendes værste frygt var, at folk skulle grine af hende - og de kunne jo træffe at grine af det, som hun følte. Derfor ville hun helst ikke vise det for nogen.
   "Men du er selv på Ravenclaw, ikke? Så er du vel meget klog?" spurgte hun et øjeblik efter, mest for at dreje samtaleemnet væk fra hendes nervøsitet og generthed. Det gjorde det heller ikke just bedre at snakke om, nemlig. Det hjalp meget mere, hvis de bare kunne snakke om alt muligt og andet, og Gabriel kunne ignorere hendes nervøsitet. Så ville hun med tiden slappe lidt mere af.

[Deleted]

    Gabriel smilede til hende, han tænkte ikke rigtigt at sige noget, hun var en Hufflepuff, nok nogen af dem han snakkede mindst med, hvorfor det var sådan, vidste han faktisk ikke. Det kunne være han gjorde dem alt for nervøse? "Man lægger jo ikke mærke til alt." Gabriel kiggede på hende, og smilede. Han kiggede på hendes øjne, og prøvede at finde ud af hvor han havde hende. Gabriel var ikke en der gik op i udseende, men han kunne godt lide at have overblik over alting, hvilket gjorde at han lod mærke til hvad folk havde på. Tøj betød ingenting for ham, han var rimelig sikker på at selvom man så gik i ødelagt tøj, fordi man ikke havde råd til noget, så kunne man jo stadig være flink. Gabriel mindedes om hvor mange gange han havde været i London, bare få at gå rundt og give dem der ikke havde noget, penge så de kunne få mad eller noget andet vigtigt. Han var ikke oplært sådan, men det var sådan han var.
    Gabriel kiggede på hende, han smilede til hende. Gabriel havde altid fået at vide, at man skulle tale om sine følelser med en eller anden, men han havde aldrig gjort det, for når det kom til ham selv, var han dårlig til det, det var derfor han for det meste lod sin charme overkomme, så, at der ikke var nogen der spurgte, hvorfor han gjorde det, havde han været taknemlig for. Der var mange ting Gabriel havde været taknemlig for, blandt andet at komme på Hogwarts, for så var han ikke altid så alene som han følte sig, men det var han stadig, for der var ikke nogen, han vidste om han kunne stole på. Hvilket også var derfor han ikke var kommet sammen med nogen på hans tid på Hogwarts. Gabriel ville ikke komme sammen med en, han ikke kunne stole på eller en han ikke klikkede med. Han havde næsten hver sommerferie når han kom hjem, fået spurgt om han havde fået en kæreste. Det var ikke hans mor der blev skuffet over han ikke havde, men hans stedfar gjorde, det var dog ikke fordi at hans stedfar ikke havde nogen børn, men han ville gerne møde Gabriels venner. Gabriel sukkede i hovedet, men lod intet komme ud over læberne, han tænkte for meget, det burde han efterhånden vide om sig selv.
    Gabriel kiggede på hende, som hun svarede. Han smilede til hende, alle var vel generte på den ene eller anden måde? Tjo... At hun faktisk var  så ærlig, med at hun ikke var nervøs, normalt ville folk ikke indrømme at de var generte, når de var det, så hun fik et plus fra hans side af. "Okay, forståeligt... Tror jeg." Gabriel smilede til hende, ikke et af sine charmerende smil, men et af sine rigtige smil, om det var charmerende i sig selv vidste han ikke, han brugte det aldrig, så hvis hun så det, ville hun være en af de første. Kiggede man ordentligt i Gabriels øjne, kiggede forbi hans tanker, der kunne læses når han ikke holde en sin charmerende facade oppe, kunne man næsten vide hvem han var, uden ad. Det var sjældent han smed den, men den var væk når han var i et tilpas humør som lige nu, han lod ikke selv mærke til det.
    "Jeg vil vel mene jeg er klog, er ikke helt sikker. Men  jeg er lærevillig og vil gerne vide så meget som muligt." Gabriel kunne godt fornemme emneskiftet, men han ville ikke rigtigt sige noget til det, det kunne være det gjorde hende mere tilpas at skifte emnet på denne måde. Han var ligeså sikker som han var på sig selv, hvilket ikke var særlig meget.

[Deleted]

   Ella trak lidt på skuldrene over hans ord.
   "Jeg valgte den ikke på grund af farven." sagde hun blot med neutral stemme, altså underforstået, at hun ikke havde valgt den med tanke på, at man så kunne se, hvilket kollegium, hun kom fra - det var ganske tilfældigt. Ellas tøjstil var som regel mere eller mindre farverig. Hun syntes, at sort var kedeligt - der skulle helst være noget mere end det. Og der var ikke rigtigt nogen farver, som klædte hende mere end andre, syntes hun. Rød var vidst egentlig meget god, fordi hun jo havde mørkt hår og øjne, men derfor havde hun ikke mere tøj i den farve.
   Ellas familie var jo heller ikke ligefrem velhavende, selvom hendes mor da tjente OK som auror i ministeriet. De manglede aldrig noget, og var da også på ferie engang imellem, men i hverdagen ruttede de ikke med pengene. Sådan var Ella opdraget, så hun var ikke typen, der bare købte om sig i vilden sky - normalt kun, hvis der virkelig var noget, hun stod og manglede.
   Ella hævede sig op på albuerne og støttede sig, så hun kunne ligge og se ud på søen i stedet for at være tvunget til at se på ham hele tiden.
   "Sådan er der jo bare nogen, der er." mumlede hun som svar til hans bemærkning om, at han nok troede, det var forståeligt. Alle kunne ikke være åbenmundede og rable løs hele tiden. Ella var slet ikke sikker på, hun brød sig om den slags mennesker - nogle var bare alt for højtråbende og skulle hele tiden gøre opmærksom på sig selv. Som om de heller ikke kunne forstå, hvordan andre kunne være generte.
   Ella nikkede til hans ord om, at han var lærevillig og gerne ville vide så meget som muligt. "Altså en klassisk Ravenclaw-elev." Størstedelen af dem var meget videbegærlige, nogle kun på få områder.

[Deleted]

    Gabriel smilede, hun virkede flinkere end mange af dem han kendte, og hun virkede også ærlig.
"Ah, så du ligesom mig? Vælger bare det der passer sammen?" Gabriel gik ikke rigtigt op i mode, han tog bare noget af det han mente passede sammen, var ligeglad om det var mode eller umoden, han gik ikke rigtigt op i det. Gabriel var ikke ude selv og købe tøj, for han var ligeglad hvad han gik i, bare det passede sammen, så var han tilfreds.
    Gabriel kiggede på hende, måden solen gik ind på hende var egentlig nok til at få ham til at tvivle på ham selv, men han prøvede at skubbe sine tanker væk, han skjulte dem så godt han kunne. Han havde visse ting han havde lovet sig selv, dog da han var mindre, for han ville aldrig stole på sit hjerte. Han turde ikke stole på det, han var bange for at ville gøre hvad hans rigtige far gjorde, at lade det være en enkelt nat og så forlade før solen stod op. Gabriel havde ikke fået det at vide af sin mor, hun havde stadigvæk været beruset den morgen, men han havde set hendes tanker. Der var noget han ville vide på det tidspunkt, og han lovede sig ikke at gøre det igen.
    "Jeg går ud fra, du også kender de typer der hele tiden snakker?" Gabriel lagde sig ned på ryggen igen, han lå med armene ned langs sig, så han kunne få solens varme at nyde, det var det gode ved Hogwarts, det skønne vejr der ofte var her, det var i teorien skønt vejr hele tiden, for Gabriel var til både regn og sol og mørke, varme og kulde, dog mest varmen der var.
    Gabriel kiggede på hende som hun lod ordende komme, han smilede, han havde aldrig tænkt over han var en typisk Ravenclaw elev, de fleste sad jo stadig deroppe og lavede lektier, men Gabriel brugte ikke så lang tid på det, som de andre. "Det er jeg vel." Han havde intet imod at indrømme det, for han var det vel.

[Deleted]

   "Jah, helt ligeglad er man vel aldrig. Men jeg gider ikke at bruge en halv time hver morgen på at beslutte mig for, hvad jeg skal tage på." tilkendegav Ella stille. Der var nogen, som uden de mindste problemer kunne stå ved deres kuffert i flere timer om morgenen og først tage det ene på, så tage det andet på, så tage det tredje på, for igen at tage det første på igen. Det var tåbeligt. Ella kiggede ned i sin kuffert. Tog en trøje op og et par bukser, der passede sådan nogenlunde til - og det var det. Omvendt var det med mange af hendes veninder. De kunne ikke forstå, at hun kunne gøre det uden at se sig i et spejl og uden at prøve mindst tre forskellige toppe. Det faktum, at hun bare satte sit hår ved at køre en hånd igennem det om morgenen, var nok til at slå dem ud. Ella var efterhånden blevet immun overfor den tøse-fnidder-fnadder der altid herskede på sovesalen.
   Typisk for hende, så hev hun nogle græsstrå op fra græsset, og begyndte at hive dem i småstykker med sine fingre. Hendes blik var fraværende rettet imod hendes hænder, så det lange hår faldt ned og dækkede en del af hendes ansigt. Det tørrede hurtigt i solens varme. Ved Gabriels næste ord brød der et smil frem på hendes læber. Et ægte smil. Uden hæmninger.
"Dem kender vi vidst allesammen, gør vi ikke?" spurgte hun retorisk og kastede smilende et blik over på ham, før hun fortsatte sin massakrering af græsset. Hun passede dog meget på, at hun ikke kom til at tage de små blomster med, som stak op hist og pist. Smørblomster, tusindfryd og mælkebøtter for det meste - de typisk blomster, der var at finde i en græsplæne.

[Deleted]

"Ah, det lyder som den kvindelige udgave af mig selv, må jeg indrømme." Gabriel havde aldrig været meget, for at skulle prøve at danne mode eller følge den, for det meste mente han mode til tider var overvurderet, men han var også opvokset med at hans stedfar der rendte rundt i jakkesæt, eller en polo trøje hvis der skulle spilles golf. Aldrig tøj der virkede 'moderne', men det mere rigmandstøj, hvis man kunne kalde det det. Gabriel blev selv smidt i et jakkesæt når det var, men det var lidt lige meget for hans skyld, han var næsten på højde med sin stedfar, og et jakkesæt klædte ham hvis han selv skulle mene det, men et jakkesæt blev uheldigvis kun brugt når han var derhjemme, for det skulle jeg stryges inden det skulle tages på. Hvilket irriterede Gabriel, da det var lige meget i hans verden om der så var en enkelt lille krølle.
Gabriel kiggede op i himlen kort, der var dejligt lyst og vejret var perfekt, i hvert fald hvis man spurgte Gabriel, men han mente mere eller mindre at vejret passede perfekt lige meget hvor man var. Det var ikke noget fact, det var bare sådan han var. Varme var nok det han kunne lide bedst ved sommeren, så han var glad for det. Gabriel rettede sit hoved og kiggede på hende igen og smilede, hun var køn sådan som hun lå.
"Det gør vi, det kan man vidst ikke løbe fra." Gabriel smilede til hende, det var egentlig sjovt, for han var vel mere eller mindre en stille type, medmindre folk de sagde noget der gik mod en af hans meninger, for eksempel en mening folk havde mod mugglere, de var flinke, men nogle af dem kunne også godt været irriterende eller ondskabsfulde, men det samme kunne troldmænd.

[Deleted]

   "Såh.. Du går ikke op i dit tøj. Og du går ikke op i kollegier. Hvad går du op i?" spurgte Ella ganske nysgerrigt. Hun var langsomt ved at tø lidt op. Det var jo også noget pjat, altså. Det prøvede hun i hvert fald på at sige til sig selv - men det var bare så svært at opføre sig afslappet i fremmede menneskers selskab. Hun strakte sig mageligt på tæppet og lagde sig om på ryggen i stedet, så hun også kunne få noget sol på forsiden.
   Hendes forældre tvang hende aldrig til noget. Det var helt op til hende selv, i hvad og hvordan hun ville ses. De kom med forslag, ja - men i sidste ende var det altid hendes egen beslutning.
   Ella sukkede dybt og lukkede øjnene i, da solen var så skarp, at hun fik tårer i dem. Hun nød at mærke varmen fra solen, selvom den var ubarmhjertig, og følelsen af den varme vind, der blidt kærtegnede ens nøgne hud.
   "Hvis ikke, man kan nyde stilheden, vil man aldrig kunne forstå lyden af en hvisken." mumlede hun lavt og smilede stjålent, stadig med lukkede øjnene. Man blev helt døsig af at ligge og slange sig dér.
   "Jeg tror, jeg vil i igen. Vil du med?" tilkendegav hun et øjeblik efter, da hun åbnede øjnene og så over på ham. Ella kunne godt lide fornemmelsen af at være i vandet. Især at være under vandet. Der var så stille og fredfyldt på en helt anden måde, end der var over vandet, og hun ærgrede sig altid over, at hun kun kunne udholde omkring to minutter, før hun skulle op at have luft igen.